Udgivet på Euroinvestor.dk den 24. februar 2022 af David Bakkegaard Karsbøl, CIO i Selected Group
Putin har lanceret en invasion i større skala, og det sker ovenikøbet med hjælp fra det belarussiske militær.
Større militæranlæg, luftforsvar etc. er blevet angrebet i hele Ukraine – også i de store byer. Man kan derved ikke længere blot undskylde Putins handlinger i forhold til Ukraine med, at han vil beskytte russisk-sindede mindretal, der har fået en stedmoderlig behandling af Kiev.
Det tyder på, at vi kan vente en endnu mere aggressiv og opportunistisk udenrigspolitik fra russisk side.
Hvad betyder alt dette? Her er otte observationer:
1) Markedet havde helt tydeligt ikke forventet, at Putin ville foretage en større invasion.
Det må vi konkludere nu, hvor rublen faldt over natten med omkring 10%. Russiske aktier faldt med omkring 40%. Dog faldt globale aktiemarkederne kun med 2-3%, hvilket givet er beskedent givet de potentielle, geopolitiske implikationer.
2) Når aktiemarkedet ikke er faldet mere, skyldes det, at Ukraine ikke har en væsentlig økonomisk betydning i forhold til de værdier, som globale aktiemarkeder repræsenterer.
Den nuværende markedsreaktion minder derfor også om, hvad der skete, da Rusland de facto annekterede to mindre østukrainske områder samt Krim-halvøen i 2014.
3) De europæiske økonomier er blevet for afhængige af russisk gas, hvilket de seneste måneders kraftige stigninger i energipriserne også vidner om.
Lukningen af atomkraftværker og nedskaleringen af fossile energikilder har forstærket dette, og det er ovenikøbet sket i et sådant omfang, at europæisk sikkerhedspolitik og udenrigspolitik nu nærmest dikteres af hensynet til Rusland og adgangen til russisk gas.
4) De væsentligste sanktionsmuligheder, som vestlige politikere kan ty til i den nuværende situation, er derfor udelukkelsen af Rusland fra det internationale betalingssystem, SWIFT, sanktioner og indefrysning af konti relateret til vigtige enkeltpersoner i den russiske administration samt handelsrelaterede sanktioner.
Foreløbige meldinger fra Tyskland indikerer, at man vil blokere for ibrugtagning af North Stream 2 gasledningen, som går gennem Østersøen – men også, at denne kun skulle være midlertidigt skrinlagt. Militær respons er udelukket, for det russiske militær er størrelsesmæssigt og operationelt overlegent, og desuden har Rusland atomvåben. Faktisk er dette nok også en af årsagerne til, at europæiske aktier kun har set beskedne tab.
5) Putin har over de seneste år arbejdet på at gøre Rusland uafhængig af vestlig/amerikansk velvilje, og følgelig er russisk ejerskab af amerikanske statsobligationer reduceret betragteligt.
Som følge af den forventelige udelukkelse fra SWIFT, vil Rusland nu økonomisk orientere sig endnu mere mod Kina, der forventeligt vil aftage en større del af russisk gas, som europæiske økonomier derfor kommer til at se mindre til. Generelt gælder som følge af handlingerne i Ukraine, at priserne på råvarer – og specielt energi – er skudt i vejret.
6) Krigshandlingerne i Ukraine kommer til at betyde yderligere forstyrrelse af de globale forsyningskæder, som ellers lige havde udsigt til at fungere igen oven på tilbagerulningen af COVID19-relaterede restriktioner. Dermed ser det ud til, at inflationen ikke vil falde nævneværdigt over de kommende kvartaler.
7) Centralbankerne havde inden krigshandlingerne forberedt markedet på større og hurtige pengepolitiske stramninger. Disse vil nu blive begrænset, og jeg tvivler på, at ECB overhovedet kommer til at hæve renten i 2022. At centralbankerne dermed formentlig vil skrinlægge en del af den pengepolitiske respons på højere inflation, vil yderligere understøtte en højere inflation.
8) Kigger vi på tidligere markedsreaktioner før, under og efter denne type af krigshandlinger (dvs. geografisk afgrænsede i områder af beskeden økonomisk værdi i forhold til EU/USA), har det næsten uden undtagelse været en god ide at vente et par dage og købe det, som er faldet mest i værdi.
Langsigtede investorer bør holde fast i deres investeringsstrategi og rebalancere deres porteføljer – også når følelserne siger det modsatte. Kun ved en sådan, disciplineret tilgang vil de være i stand til at høste gevinsten ved diversifikation i deres porteføljer.