Strammere pengepolitik, kinesisk nedlukning, svagere forbrug og en opbremsning på boligmarkedet medfører en væsentlig afmatning i global økonomi.
I de seneste måneder er renteniveauet steget betragteligt som følge af væsentligt højere inflation end forventet. Mit bedste bud er, at vi nu er tæt på en top, fordi mange af de faktorer, der har presset inflationen og renten opad, vil være svagere over de kommende måneder.
Først og fremmest har vi pengepolitikken, der sammen med forstyrrelser af energiforsyningen i Europa har været den primære årsag til den højere inflation. Centralbankerne har nu næsten alle forpligtet sig til stramninger i pengepolitikken – enten via afviklingen af obligationsopkøbsprogrammerne eller via deciderede renteforhøjelser.
Strammere pengepolitik betyder lavere, langsigtet inflation, og derfor – alt andet lige – lavere lange renter.
Dernæst har vi forbruget, som indtil nu har været understøttet af meget store stigninger i husejernes friværdier. Med de historiske rentestigninger er det blevet dyrere at købe ejendom, hvilket vil medføre stagnerende huspriser. Når friværdien ikke længere stiger, vil forbruget blive svækket, og det inflationære pres vil aftage.
Derudover har lønnen endnu ikke kunnet følge med inflationen. Forbrugerne har derfor oplevet et ret stort dyk i reallønningerne over de sidste måneder, og derfor er deres købekraft indskrænket. For amerikanske forbrugeres vedkommende har vi kunnet se en større tilbagegang i reallønnen end under finanskrisen. Lavere forbrug betyder lavere beskæftigelse, lavere aktivitet og lavere inflationsforventninger.
Så har vi Kina, hvor kommunistpartiet af uforklarlige årsager har valgt at igangsætte en ekstremt hård corona-nedlukning af blandt andet Shanghai. Havnebyen er hermetisk lukket, og transportskibene hober sig op i farvandet ud for byen.
Nedlukningen i Kina vil reducere kinesisk aktivitet betragteligt, og vi har allerede set et fald i detailhandlen med 11 pct. Dertil kommer dog, at nedlukningerne yderligere vil forstyrre de globale forsyningskæder og tvinge virksomheder til at reducere produktionen og/eller sende medarbejdere hjem.
Alle disse faktorer medvirker til at reducere global vækst og det inflationære pres. Det betyder, at der er stigende risiko for en recession over de kommende måneder, hvilket i øvrigt bekræftes af diverse spørgeskemaundersøgelser i USA og Europa.
Selvom inflationen sikkert vil være højere end normalt i de kommende kvartaler, ser det derfor ud til, at den vil aftage betydeligt fra de nuværende, meget høje niveauer. Dette er derfor formentlig sidste udkald, hvis man ønsker at låse gevinsten ind på sit fastforrentede lån.
For aktiemarkedets vedkommende ser det allerede ud til, at alle disse kalamiteter er blevet en del af prisdannelsen. Med andre ord forventer aktiemarkedet allerede en væsentlig økonomisk svækkelse. Det langsigtede, forventede afkast af en bred, global aktiemarkedsinvestering er derfor som følge af faldet siden nytår steget med cirka 2 procentpoint til nu cirka 8 pct.
Det er måske ikke så skidt endda.