Af David Bakkegaard Karsbøl, CIO i Selected Group

I aktiemarkedet findes adskillige investeringsstrategier, også kaldet faktorer, og nogle er mere understøttet af empirien end andre. Den akademiske verden har identificeret flere faktorer, der kan forventes at give et merafkast på længere sigt, hvis man investerer bredt og etablerer porteføljer af aktier, der deler visse karakteristika.

Mest kendt er nok Value-faktoren, som betyder, at købe aktier, når de er billige relativt til deres indtjening og/eller egenkapital. Momentum-faktoren er udtryk for, at man etablerer porteføljer af aktier, der allerede har klaret sig bedre end resten af markedet og løbende tilpasser porteføljen, så svage aktier sælges, og eksponeringen til Momentum-faktoren bibeholdes.

Akademiske studier understøtter i varierende omfang også Kvalitets-faktoren, Small-Cap-faktoren samt Vækst-faktoren. Her er der en vis uenighed om, hvorvidt disse reelt leverer et risikojusteret merafkast i forhold til det brede marked.

At investeringsstrategierne eksisterer og reelt udgør et investerbart undersegment af markedet med egne ”liv” og ”afkast-drivere”, er der dog ikke tvivl om.

En faktor adskiller sig dog på flere måder fra de øvrige. Lavvolatilitets-aktier (Minimum Volatility) er en pudsig størrelse, fordi investering i aktier med lav volatilitet (dvs. mindre udsving) generelt skulle formodes at give lavere afkast pga. den lavere risiko.

Der er typisk tale om aktier i segmentet af forsyningsselskaber, sundhed, forsikringsselskaber og stabilt forbrug, der alle er kendetegnet ved mere stabil indtjening end resten af markedets virksomheder.

Den opsigtsvækkende konklusion fra talrige studier er, at Minimum Volalitity-faktoren på langt sig leverer det samme afkast som det brede aktiemarked – men til en betydeligt lavere risiko. Ovenikøbet viser de fleste studier, at det risikojusterede merafkast er forbløffende stabilt over længere perioder, men at hovedparten af merafkastet etableres i nedadgående markeder.

Dette er dog ikke den eneste måde, hvorpå Minimum Volatility-faktoren adskiller sig. Faktoren er nemlig langt mere afhængig af det makroøkonomiske miljø end de øvrige faktorer.

Ikke nok med, at Minimum Volatility-faktoren er væsentlig mere defensiv og klarer sig væsentligt bedre, når aktiemarkedet falder (ligesom i første halvår af 2022) – den klarer sig også væsentligt bedre, når renter, inflation og ledende indikatorer falder (dvs. når der er en afmatning i økonomien).

Lige nu har vi med stor sandsynlighed set en top i inflationen, og renterne er også holdt op med at stige. Dertil kommer, at de ledende indikatorer (også kaldet Composite Leading Indicators) for OECD-området fortsat falder.

Hvis vi samtidig står over for en top i ejendomsmarkedet og en vending i arbejdsmarkedet (højere arbejdsløshed), kan man dårligt forestille sig et mere perfekt, makroøkonomisk miljø for faktoren over de kommende seks måneder.