×

Om Selected Group

Om Selected Alternatives

Om Selected Advice

Nyheder og viden

Team

Karriere

Kontakt

Selected Alternatives

Selected Advice

The Many company logo

Slut med fantasterier

Af David Bakkegaard Karsbøl, CIO i Selected Group

Historien vil dømme centralbankerne hårdt for de ekstremt lave (negative) renter, vi har haft i flere år. Det samme gælder for de beslutningstagere, der med opsigtsvækkende nonchalance har gjort specielt Europa afhængig af russisk olie.

De negative renter medførte både bobler i ejendomsmarkedet og i aktiemarkedet, hvor it-aktier blev handlet til price/earnings over 200, og hvor fantasterierne virkede næsten endeløse.

Men nu er illusionen slut. Netflix og Facebook (Meta) er faldet 60 pct. Energipriserne og renterne er eksploderet samtidig med en utiltalende cocktaileffekt til følge. Lidt ligesom, hvis man blander makrel og tomat.

Europa bliver hårdest ramt, og kun gasbrugerne har endnu en ide om, hvor slemt det bliver – og allerede er. Har du talt med dit forsyningsselskab for nyligt? Størstedelen af den mest energikrævende industri i Europa ligger allerede nu i dvale, og mange risikerer at lukke for stedse. Hvad betyder alt dette for fremtidens investeringsmarkeder?

Fællesnævneren for de bedst sælgende investeringer vil i de kommende år være, at de er håndgribelige, og at de har solide forretningsmodeller med efterprøvede produkter og processer. Med et væsentligt højere renteniveau vil forretningsmodeller med cashflows langt ude i fremtiden blive mindre interessante. Det er også en del af forklaringen på de sløje afkast i vækstaktier i forhold til i value-aktier siden nytår.

Desværre er det blevet endnu vanskeligere at etablere sådanne solide forretninger i Europa, når vi ikke længere har adgang til en stabil energiforsyning, og allerede nu barsler Tyskland med nødplaner, der skal rationere energi og hindre energieksport til øvrige, europæiske lande i en spidsbelastning. Når krybben er tom, bides hestene.

I USA har man i visse stater også problemer med energiforsyningen, men i sammenligning med Europa er det småting. Amerikansk industri står derfor med en konkurrencemæssig fordel over de kommende år. Europæisk industri har desperat brug for backupkapacitet i energiforsyningen.

Mit bedste bud på den næste store trend inden for investering vil derfor være lagring og backupkapacitet for energi. Med de nuværende energipriser og desperate behov for at kunne dække perioder med spidsbelastning, er en række tidligere teknologier, der balancerede på grænsen til at være profitable, nu blevet ganske interessante for langsigtede investorer.

Sideløbende med denne udvikling vil de massive investeringer i grøn energi (sol og vind) med stor sandsynlighed fortsætte, fordi de stadig nyder så stor, politisk opbakning, og fordi sådanne projekter faktisk ved de nuværende energipriser er ganske attraktive. Investorer, som ønsker at lukrere på denne udvikling, bør desuden orientere sig i råvaremarkedet, der skal levere industrielle og sjældne metaller til omstillingen.

Kort sagt er fokus på investeringsmarkederne hastigt ændret fra luftige og flyvske forretningsmodeller med stor, fremtidig og usikker vækst til de helt basale input, der er nødvendige for produktion af almindelige fornødenheder som varme og elektricitet.

Mange års massive mangler på investeringer i energiforsyningen og de højere renter vil næsten garantere, at dette ikke ændrer sig i nær fremtid.


Læs artiklen på Finans.dk

David B. Karsbøl

CIO

+45 27 29 94 33

dbk@selectedgroup.dk


Om Selected Group

kontakt@selectedgroup.dk | +45 88 88 82 06

Nyheder og viden

Team

Information

Politikker

Kontaktinformation

Besøg

Selected Advice

Selected Alternatives

Kontakt

LinkedIn

Facebook

YouTube